Salar de Uyuni

Rejser til Salar de Uyuni

Et snehvidt landskab så langt øjet rækker – det ligner noget fra en anden planet, men i Bolivia finder du et af verdens mest særprægede naturfænomener. Salar De Uyuni er verdens største saltslette. Som et hvidt ocean, der strækker sig i det uendelige, indbyder ørkenen til eventyr – og på vores rejser udforsker vi dette enestående naturvidunder, når vi suser afsted i vores jeep.
For Salar de Uyuni er meget mere end “bare” saltørken – og på vores rejser oplever hvor speciel den bolivianske natur er. Glæd dig til de farvestrålende søer med tusindvis af flamingoer, storslåede bjerglandskaber i bedste wild west stil og dampende varme kilder. Udover at være en utrolig naturoplevelse, er Salar de Uyuni det perfekte sted til at tage sjove billeder – så nu er det din tur til at lege kæmpe, balancere på en flaske eller flygte fra dinosaurerne! Det allerbedste? Du oplever fantastiske Salar De Uyuni sammen med en gruppe rejselystne unge – og så du har altid nogle at tage billederne med!
Du kan se vores rejser til Salar de Uyuni lige her.

Gruppe i Salar de Uyuni Bolivia
Rejser til Salar de Uyuni
    No products found

Salar de Uyuni – verdens største saltørken

Med sine 10582 km2 er Salar de Uyuni verdens største saltørken. Geografisk befinder den sig i Potosi, i det sydvestlige Bolivia. Selvom ørkenen virker helt flad, ligger den faktisk i 3656 meter over havets overflade – så bliv ikke overrasket, hvis du hurtigt bliver forpustet, når du vandrer over sletterne.Salar de Uyuni er en del af det sydamerikanske Altiplano – et højt plateau, der blev dannet under en opløftning af Andes bjergene. Måske har du set flest billeder af den ikoniske, hvide ørken, men Salar de Uyuni rummer også søer og bjerge. Rejser du længere end saltørkenen, vil du derfor opleve alt fra rustrøde bjerge og storslåede til de smukkeste, farvestrålende søer, dampende gejsere og varme kilder. Det er derfor en perfekt rejse til dig, der drømmer om en helt unik naturoplevelse.
Også dyrelivet fortjener at blive nævnt. Ude i selve saltørkenen er der absolut nul liv – kun på de små “øer”, som f.eks. Isla Incahuasi og Isla del Pescado, kan du finde nogle afsvedne kaktusser. Til gengæld er der et rigt dyreliv omkring søerne. Især omkring Laguna Verde og Laguna Colorada kan du finde flamingoer i tusindvis.

I landskabet omkring søerne kan du opleve vicuñaer – de er i familie med lamaer og alpakaer, men er slankere og har en meget fin uld.Kommer du i bjergområderne, kan du være heldige at spotte de nuttede viscachas – en gnaver, der ligner en krydsning mellem en kanin og en chinchilla. De kan især godt lide at sole sig på klipperne, og gemme sig i huler.
Salar de Uyuni ligger højt oppe i bjergene, og især om natten bliver det iskoldt. Har du brug for at blive varmet igennem, kan du besøge en af de mange varme kilder, f.eks. Sol de Mañana – også kendt som naturens eget hot tub. Varmen kommer fra den geotermiske energi i undergrunden, og er ærlig talt lige det man har brug for, efter en lang dag i saltørkenen.

pige i solnedgang over Salar de Uyuni Bolivia
rejser til Bolivia

Hvad kan man se i Salar de Uyuni?

Udover den imponerende, kridhvide saltørken, har Salar de Uyuni en række særprægede seværdigheder.

Togkirkegården

Lige udenfor byen Uyuni ligger en kirkegård fyldt med ældgamle, rustne tog. For mange år siden blev de brugt til at transportere gods (blandt andet salt) tværs gennem Bolivia. I dag er det en af de mest populære turistattraktioner – og helt sikkert et besøg værd, inden du kører ud i på saltsletterne.

Dakar Monument

I 2014 var Bolivia hjemsted for det berømte Dakar rally – og de har ladet monumentet stå. Så os turister også kan få glæde af det. Er det så specielt? Tjah, det er da et fint stop, hvor du kan få taget nogle billeder.

Flags of the world

Tæt på Dakar Monumentet finder du en kæmpe samling flag fra hele verden. Personligt synes vi, at det var lidt sjovere at tage billeder her. Restauranten ved siden af flagene, har også en imponerende samling af postkort og klistermærker. Og vi fandt endda en dansk udgave af Holger!

Salthoteller

Når man er midt i verdens største saltørken, er det oplagt at lave hoteller ud af salt. Flere steder i ørkenen, kan du derfor overnatte på en saltseng og spise ved et saltbord – og mangler du salt til maden, kan du kradse lidt af væggene. De fleste hoteller har en levetid på 10-15 år, før regnen slider dem ned, og de må bygges op igen.

(PS: Bare rolig – toiletterne var ikke lavet af salt, da vi var der!)

Laguna Colorado

Søerne i Uyuni-området får deres særprægede farver fra forskellige mineraler og alger. En af de mest ikoniske, er den røde Laguna Colorada, der er hjemsted for utallige flamingoer. Bonus info – du kan få et særligt stempel i dit pas, når du besøger lagunen!

Isla Incahuasi og Isla del Pescado

Isla Incahuisa (på engelsk “Incahuisi Island”) ligner en øde ø midt i salthavet. Den har en lidt speciel struktur, og minder nærmest om et udtørret koralrev. Omkring 22 km derfra, finder du Isla del Pescado (“Fish Island” på engelsk), som har de samme, særprægede kaktusser.

Laguna Verde

Tæt på grænsen mellem Bolivia, Argentina og Chile finder du den smukke sø Laguna Verde. Ved foden af Licancabur vulkanen er den hjemsted for adskillige flamingoer – og personligt, så mener vi, at det er et af de smukkeste steder i hele Sydamerika.

Den mest fantastiske stjernehimmel

Mange af de her oplevelser kræver lidt af en køretur – der er langt mellem ørkenens seværdigheder. Der er dog én ting, som du ikke må gå glip af – og det er Salar de Uyunis fantastiske nattehimmel. Langt væk fra byens lys, er der intet der forstyrrer en omgang stjernekigning. På en klar nat får du derfor den mest utrolige udsigt over mælkevejen – og står du midt i saltørkenen, føles det som at være i midten af universet.

Salar de Uyuni fun facts

  • Salar de Uyuni er verdens største saltørken, og fylder hele 10582 km2 i det bolivianske landskab. Den består af mere end 10 millarder ton salt – så du løber ikke tør for salt!
  • I regnsæsonen dækkes ørkenen af et lag vand – det giver en cool spejleffekt, hvor himmelen afspejles på saltsletterne.
  • En af de mest populære attraktioner, er tog kirkegården lige udenfor byen Uyuni. Her kan du klatre rundt på de rustrøde tog eller vandre langs skinnerne.
  • Det store område kombineret med den flade overflade og klare himmel, gør det til et perfekt udsigtspunkt – derfor bruger NASA ofte Salar de Uyuni til at finde positionen på deres satellitter.
  • Salar de Uyuni ligner noget fra det ydre rum – måske var det derfor, man valgte at filme en del af Star Wars: The Last Jedi (2017) her.
  • Salar de Uyuni har også optrådt i den populære musikvideo til sangenLa la la” af Naughty Boy og Sam Smith – her følger vi en drengs rejse gennem Bolivia, blandt andet i saltørkenen og på tog kirkegården.
Rusten tog i Salar de Uyuni Bolivia